Pedalerne bliver trådt i bund så hårdt jeg kan, sveden driver ned ad panden og jeg begynder at mærke syre i benene. Jeg presser mig selv mere end normalt på vej hjem fra skole, men i dag kører Mark og jeg om kap, og der er meget på spil! Vinderen får lov til at placere sine tropper først i Worms Armageddon. Det er en varm dag, og Mark hænger i på sin mountainbike, mens jeg ræser af sted på min trofaste BMX, som jeg fandt i en container og selv satte i stand. Den har ingen bremser, men det gør ikke noget – jeg stopper bare ved at klemme min fod mellem hjulet og stellet. Trafiklyset nærmer sig, det skinnende røde lys funkler i horisonten som målstregen i et maratonløb. Mine lunger brænder, og hjertet hamrer så hårdt, at det overdøver alt andet. Mark er stadig et lille hjul foran, men bakken begynder at tage fat, og min mindre størrelse giver mig et forspring. Jeg kan mærke min BMX rykke fremad. Lige som jeg er ved at overhale, hører jeg en susen og en klikkende kæde – Emil flyver forbi på sin racer. Emil og jeg var meget sammen i sjette klasse, men siden vi begyndte i syvende, er det mest blevet til et hurtigt nik, når vi mødes på gangen.

Ved lyskrydset bremser han op, elegant og ubesværet, som om han ikke engang har gjort sig den mindste umage. Hans blik lander hurtigt på mig og Mark, og et lille smil trækker sig op i mundvigen. Jeg mærker irritation boble op – hvorfor skulle han lige blande sig? “Hey, hvad skal I?” spørger Emil og kigger fra mig til Mark. “Kan jeg være med?” Mark sender mig et blik – et, vi begge forstår – og jeg føler en mærkelig form for tilfredshed over at være en del af noget hemmeligt, noget eksklusivt. “Vi skal bare hjem og spille Worms,” siger jeg, måske lidt for hurtigt. Emil nikker, men jeg kan ikke undgå at lægge mærke til den måde, han undgår mit blik på. “Ses til Motorteknik senere, så,” siger han og sætter i gang, allerede halvvejs væk, før vi når at svare.

Mark og jeg sidder tæt sammen på hver vores slidte kontorstol foran mit lille skrivebord. Min store CRT-skærm fylder næsten hele bordpladen – en stor, tung klods med sit buede glas og nikotingule plastikramme, der flimrer på må og få. Skærmen brummer svagt, som om den hele tiden kæmper for at holde sig vågen. Det eneste andet lys i rummet kommer fra en lavthængende loftslampe, som kaster et dunkelt skær over værelset. På skrivebordet ligger en stak brændte CD’er med sprittusch-titler: “Half-Life: Counter-Strike,” “Unreal Tournament,” “Starcraft.” Ved siden af dem ligger et eksemplar af Komputer for alle – lånt fra skolens bibliotek, med den laminerede stregkode fra Sunds Skole på forsiden. Mor er glad for, at jeg låner læsestof fra biblioteket, men i virkeligheden har jeg kun lånt den for CD-ROM’en, “Spil 99,” der følger med – en samling af demo-spil, som jeg allerede kender ud og ind. Stereoanlægget i hjørnet spiller “I’m Blue” af Eiffel 65 på lav volumen, nok til at være baggrundsmusik, men højt nok til at vi sidder og vipper med fødderne i takt. Vi har haft sangen på repeat siden vi startede, og omkvædet kører næsten automatisk i baghovedet, selv når vi fokuserer på skærmen. Foran os står to tallerkener med rester af de toast, vi lige har spist – brødkrummer og små, fedtede pletter af smeltet ost og ketchup har sneglet sig ud på kanten af min tallerken. Mit tastatur har samlet krummer som en støvsuger. Mellem tallerkenerne står et par næsten tomme BIG colaer på glasflaske. Det sidste brus kæmper stadig for at holde sig i live, mens vi skiftevis rækker ud efter dem og tager en tår uden at fjerne blikket fra skærmen.

Vi er dybt fokuserede på Worms. Marks orm står nu på en klippeafsats og vipper tæt på kanten, hans næste træk kan afgøre hele runden. Jeg kan mærke sveden i mine håndflader, selvom det her spil bare er en del af vores hverdagsrutine. Der er noget særligt ved lige den her kamp, noget usagt, en stiltiende konkurrence, hvor jeg ved, at han forventer at vinde. Og jeg er næsten parat til at lade ham gøre det – for at holde stemningen god, for at sikre, at han gider komme igen. “Du rammer mig aldrig derfra,” siger jeg og prøver at lyde cool, selvom hjertet banker lidt hurtigere, end jeg havde regnet med. “Hold nu kæft,” mumler han, mens han scroller gennem våbenmenuen. Han springer over de klassiske bazookaer og håndgranater og stopper ved ikonet med den hellige håndgranat – en kæmpestor, guldskinnende bombe med et kors på toppen. Han klikker med musen for at vælge den, og vi udveksler et kort blik, der betyder alt: det her er en af de sværeste ting at ramme præcist med, men hvis han lykkes, vil det være fuldstændig vanvittigt! Han retter sigtet med op- og ned-piletasterne, justerer vinklen lidt, og holder så mellemrumstasten nede for at charge skuddet! Håndgranaten flyver gennem luften i en perfekt bue, mens vi begge holder vejret. Den lander præcis, hvor min orm står, og i samme øjeblik høres et dybt, næsten helligt “Haaaaaaleluja” fra højttalerne – håndgranatens signaturlyd. Et splitsekund efter lyder et kæmpe BOOM, og min orm bliver slynget af klippen, hvinende med et skrig, der fylder hele værelset, mens den daler mod vandet nedenfor. Vi ser begge til, mens den langsomt synker ned og forsvinder under skærmens kant. “YES!” udbryder Mark og læner sig tilbage i stolen med et stort, triumferende smil. Jeg ruller med øjnene og trækker lidt på skuldrene, mens jeg mumler, “Ja ja, det var første kamp. Vi er slet ikke færdige endnu.” Indvendigt bider det lidt – jeg havde egentlig håbet at vinde, bare for at vise, at jeg også kan. Men jeg siger ikke noget, mumler bare: “Ja ja, det var første kamp. Vi er slet ikke færdige endnu.” Mark smiler overlegent, og det ser ud til, at han stadig er i godt humør. Det er vigtigere end at vinde lige nu.

Jeg når lige at tage en dyb indånding, klar til næste runde, da døren pludselig går op bag os. “Drenge!” Min mors stemme river os ud af vores lille verden, og jeg mærker, hvordan spændingen i rummet nærmest brister som en ballon. Hun står i døråbningen med den ene hånd på dørkarmen og et blik, der både er en smule strengt og lidt varmt. Jeg ved godt, hun synes, det er hyggeligt, at vi sidder her og glemmer tiden – men der er også et strejf af utålmodighed i hendes stemme. “Er I klar over, hvad klokken er? Motorteknik starter om ti minutter!” “Årh, moooor…” siger jeg og kan ikke helt skjule min irritation og fortsætter: “Vi har næsten lige startet.” Hun ryster let på hovedet og sukker, men der er et lille smil i øjenkrogen. “Ja, ja, men I må videre nu. Og når du kommer hjem igen, så kan du få ryddet op herinde, ikke? Det ligner Jerusalems ødelæggelse.” Mark rejser sig med det samme, som om spillet bare var en hurtig sejr på vejen mod noget vigtigere. Jeg bliver siddende lidt længere og stirrer på skærmen, hvor min næste orm står klar på klippen, klar til at tage revanche. Han kigger sig over skulderen med et selvsikkert grin og siger: “Fuck det, jeg kan tæve dig igen i morgen.” Jeg tager den sidste slurk af colaen, som er blevet flad og lunken, og rejser mig modvilligt fra stolen. Computeren står og summer en sidste gang, mens jeg slukker for den. Skærmen går i sort, og rummet føles pludselig stille og mørkt.

Mark og jeg triller ind på parkeringspladsen foran værkstedet, stadig forpustede efter at have skyndt os på cykel hele vejen. Pladsen er fyldt med biler – nogle gamle og rustne, andre i stykker og ventende på reparation. Vi scanner hurtigt området og får øje på Emil og de andre, der står samlet foran den lukkede værkstedsport. En følelse af lettelse breder sig i mig; vi troede, vi kom for sent, men det ser ud til, at vi kommer lige til tiden. Mark sender mig et hurtigt smil, som om han siger, se, vi klarede den, og vi parkerer cyklerne og går hen mod gruppen. Da vi kommer nærmere, ser jeg Magnus, som står og tripper utålmodigt, armene over kors og blikket rettet mod porten. Emil står ved siden af og sparker lidt til en sten, og jeg kan se, at stemningen er lidt trykket. “Det er aflyst,” siger Emil og nikker mod en seddel, der er tapet op på døren ved siden af porten. “Vi skal først komme igen næste uge.” Jeg mærker straks en blanding af skuffelse og irritation. Vi har knoklet for at nå herhen i tide, og nu viser det sig, at der slet ikke er noget at komme til. Motorteknik er vores efter-skole-aktivitet, hvor en af de lokale mekanikere åbner sit værksted for os, så vi kan lære om biler og skrue i vores egne projekter. Det er egentlig slet ikke noget for mig – jeg ville hellere sidde hjemme og spille computer – men jeg kommer alligevel for fællesskabets skyld. Og så er der selvfølgelig Magnus, som er helt opslugt af det; han er ved at bygge sin egen mini-crosser og bruger al sin tid på at skrue og samle. “Det er fandme for dårligt,” mumler Magnus og skærer ansigt. “Jeg er næsten færdig med crosseren.” Mark trækker på skuldrene, som om det ikke rigtigt rører ham, men jeg kan godt forstå Magnus’ frustration. Han har knoklet på den crosser i ugevis, og nu ser det ud til, at han skal vente endnu længere med at få den færdig. Magnus kigger mod porten og hæver øjenbrynene. “Vi kunne jo bare…” begynder han med et glimt i øjet og trommer fingrene mod lårlommen, som om han allerede har udtænkt en plan for at bryde ind. Men Emil ryster hurtigt på hovedet. “Ej, glem det, Magnus. Vi skal ikke lave noget lort,” siger Emil med et alvorligt blik. “Jeg er allerede på tynd is derhjemme.”

Magnus sukker og trækker lidt på skuldrene, men det ser ud til, at han accepterer nederlaget – for nu. Han kigger rundt og pludselig fanger blikket noget bagerst på pladsen. Jeg følger hans blik og får øje på en gammel traktor, der står halvt skjult af ukrudt. Den er rusten og tilgroet, som om den har stået der i årevis. Mark får øje på traktoren samtidig med Magnus og lyser op. “Hey, tror I, den der kan køre?” Magnus fniser og ruller med øjnene. “Tro mig, vi havde sådan en hjemme på gården,” siger han og går tættere på traktoren, som om han vil demonstrere sin viden. “Den der er helt død.” Mark og jeg behøver ikke at sige noget – vi springer op samtidig. Han sætter sig i sædet og griber rattet, mens jeg hopper op på den lille ståplade ved pedalerne. Vi hiver og drejer i alt, vi kan komme i nærheden af – gearstangen, pedalerne, håndtagene – som om vi prøver at få gang i noget, der har stået stille for altid. Det føles ikke som noget, vi tænker over, bare noget, vi gør. Emil står lidt væk og betragter os med et nervøst grin, men han siger ikke noget. Magnus står med armene over kors og ryster langsomt på hovedet, som om han kigger på to idioter, der ikke aner, hvad de laver. Mark drejer på rattet, hårdt fra side til side, mens han læner sig lidt frem i sædet. Jeg står ved pedalerne og hiver i et håndtag, der sidder fast, men giver et lille ryk, når jeg trækker til. Traktoren knager under vores vægt, og jeg kan mærke vibrationerne gennem mine sko, hver gang noget giver sig en lille smule. Vi siger ikke noget til hinanden, men fortsætter bare med at flå og trække i alt, hvad vi kan finde. Mark trykker pludselig ned på en af pedalerne med fuld kraft, og i samme øjeblik griber jeg fat i gearstangen og trækker den helt i bund. Det næste, der sker, er som et chok. En hostende lyd, et stød gennem hele maskinen – og så brummer traktoren pludselig til live. En dyb, raspende motorlyd fylder luften omkring os, og traktoren rykker sig en halv meter fremad, som om den vågner fra en dvale.

Jeg mister grebet, før jeg overhovedet når at forstå, hvad der sker. Min fod glider af ståpladen, og jeg falder baglæns med et bump, der sender et chok gennem hele min krop. Inden jeg kan reagere, hører jeg den skærende lyd af bagdækket, der nærmer sig. Dækket rammer min brystkasse. Alt går i stå. Luften bliver presset ud af mig i én lang, rå udånding – “Uhhfff!” – og det føles, som om hele min krop bliver mast sammen. Jeg prøver at skubbe dækket væk med hænderne, men det er som at skubbe mod en mur. Min brystkasse føles tom, og verden begynder at flimre. Dækket ruller langsomt videre, og i et øjeblik føles det, som om alt i min krop bliver suget ud. Smerten er dump og voldsom på samme tid, men stadig langt væk, som om mit hoved nægter at forstå, hvad der sker. Lydene omkring mig begynder at forsvinde, eller måske bliver de bare opslugt af den overvældende summen i mit hoved. Jeg kan høre motorens brummen et sted oppe over mig og nogle stemmer – råb, tror jeg – men det hele lyder dæmpet, som om jeg er under vand. Jeg prøver at fokusere, men alt flimrer og føles forkert.

Jeg mærker pludselig, at dækket løfter sig væk fra min brystkasse. Det er ikke længere der, men det efterlader en tomhed, en følelse af, at noget er blevet taget fra mig. Jeg blinker op mod lyset, mens min krop stadig prøver at få styr på, hvad der lige er sket. Jeg ligger helt stille et øjeblik, prøver at få vejret og forstå, hvad der lige er sket. Min brystkasse føles mærkeligt flad og trykket, men overraskende nok er der ingen skarp smerte. Bare en dump, tung følelse, som om noget blev mast lidt for hårdt. “Fuck, mand… er du okay?” hører jeg en stemme sige tæt ved mit øre, og pludselig står Emil og Magnus bøjet over mig. Emil har en hånd på min skulder og kigger på mig med store øjne. Jeg trækker vejret dybt ind, og det føles næsten normalt. Jeg nikker, stadig lidt i chok. “Jeg… jeg tror det. Tror jeg er okay,” siger jeg, min stemme hæs og overrasket, som om jeg ikke helt kan tro det selv. Magnus ser hurtigt fra mig til traktoren, som stadig brummer og hoster lidt, selvom ingen sidder ved rattet. Før vi når at reagere, hopper han op på traktoren og famler efter nøglen. Med en hurtig drejning får han den slukket, og motoren dør ud med et sidste, svagt ryk. Jeg ligger stadig på jorden og prøver at samle mig, mens Emil holder sin hånd på min skulder, som om han ikke helt tør slippe endnu. Jeg mærker noget stikke i midterlommen på min hættetrøje og opdager, at mine solbriller, som lå der, har knækket stellet. For en eller anden grund føles det næsten surrealistisk – som om det værste, der skete, var, at mine solbriller gik i stykker. “Hvad skete der lige?” mumler jeg og sætter mig forsigtigt op, stadig overrasket over, at jeg ikke har mere ondt.

Mark står et par skridt væk og stirrer på mig. Hans blik er tomt, men jeg kan se noget i hans øjne – noget, der ligner frygt. Han tager et skridt bagud, og før jeg når at sige noget, vender han sig om og løber væk. “Hey… hvor går han hen?” spørger jeg og ser efter ham, men Emil og Magnus svarer ikke. Magnus står og kigger mod mig med et fjernt blik, som om han stadig prøver at fordøje, hvad han lige har set. “Han blev nok bare bange,” mumler Emil og trækker lidt på skuldrene, selvom jeg kan se på ham, at han også er rystet. Jeg ryster lidt på hovedet, stadig forundret over, at jeg ikke er kommet mere til skade, og rejser mig forsigtigt op med Emils hjælp. “Jeg… jeg er okay. Det tror jeg i hvert fald,” siger jeg, næsten til mig selv. “Det føles… ikke så slemt.” Emil nikker og klapper mig hurtigt på skulderen, som om han også er lettet, men Magnus står bare lidt og betragter os, inden han hæver øjenbrynene og ser sig omkring. “Vi må nok hellere skride,” siger Magnus lavmælt og kaster et blik over skulderen. “Nogen kunne have hørt det her… og vi må helt sikkert ikke være heromme.” Jeg nikker og kigger rundt. Vi står alle sammen lidt forlegne og stille, som om vi ikke helt ved, hvad vi skal gøre, men jeg ved, at han har ret. Hvis nogen opdagede os her, kunne vi ryge i seriøse problemer. Emil tager fat i min arm for at støtte mig, selvom jeg egentlig har det fint nok, og vi begynder at gå væk fra traktoren. Vi sniger os hurtigt tilbage mod cyklerne, mens vi kaster nervøse blikke mod værkstedet, i tilfælde af at nogen skulle dukke op. På vej væk vender jeg mig en sidste gang og ser tilbage på traktoren, der nu står helt stille og ubevægelig. Det er som om hele scenen, der lige har udspillet sig, allerede virker uvirkelig, og jeg tager mig selv i at spekulere på, om det overhovedet skete.

Vi når hen til cyklerne, og Magnus skubber hurtigt til min skulder med et lille grin, der virker anstrengt. “Det dér… det var sygt, mand. Fuck hvor er du heldig.” Jeg smiler skævt, men siger ikke noget. Mit bryst begynder langsomt at føles tungere, som om smerten først nu er ved at dukke op, men jeg ignorerer det og svinger benet over cyklen. Jeg kan mærke Emils blik på mig, og da vi begynder at cykle, holder han farten nede og bliver ved min side, mens de andre drenge hurtigt trækker lidt væk fra os. Emil og jeg cykler stille gennem de rolige villaveje, hvor parcelhusene står på rad og række som perler på en snor. Det er en lille by, en forstad, hvor alle kender hinanden – og hvor alle også har en mening om, hvad ungerne render rundt og laver. Smerten i brystet vokser langsomt, hver gang jeg trækker vejret, men jeg holder mund. Emil cykler lige ved siden af mig, hans blik flakker over mod mig en gang imellem, som om han hele tiden tjekker, om jeg er okay. Da vi drejer ind på min indkørsel, bremser vi begge op og stiger af cyklerne. Det føles, som om hele min krop vejer et ton, men lettelsen over at være hjemme gør det lidt nemmere. Jeg skubber cyklen op mod husmuren og ryster kort på hovedet, prøver at klare tankerne, mens vi går mod døren.

Min mor åbner døren, lige som vi når op til den, og ser skiftevis på os med et spørgende blik. “Hvad er der sket?” spørger hun, og hendes stemme har den skarpe, bekymrede tone, jeg kender så godt. Jeg ser hurtigt på Emil, som står lidt bag mig og nikker svagt, som for at sige bare sig det. Jeg tøver et sekund, men så kommer ordene ud: “Jeg… blev kørt over af en traktor.” Et kort øjeblik står hun bare og ser på mig. Hendes blik bliver smalt, og så ryster hun på hovedet. “Den er god med jer… Har I prøvet de der indkøbsvogne stunts i så på MTV igen?” Hun sukker dybt og ser på os begge med en blanding af skeptisk smil og bekymring. “Men vi må nok hellere få dig ind på sofaen.” Emil følger med mig ind i stuen, mens mor går foran og trækker sofapuderne lidt til side, så jeg kan sætte mig. Jeg synker ned i sofaen med et bump og mærker endelig tyngden af dagen tage over – brystet er ømt, og det svider lidt, når jeg trækker vejret dybt, men det er til at holde ud. Emil bliver stående ved siden af mig et øjeblik, og jeg kan mærke hans blik på mig, roligt og uden ord. “Det var godt, du fulgte ham hjem, Emil,” siger mor, mens hun ser på ham og sender ham et anerkendende smil. “Det er længe siden, vi har haft dig på besøg. Du er altid velkommen her, det ved du.” “Tak, Susanne,” siger Emil og nikker kort. Han vender sig mod mig, som for at sikre sig, at jeg er okay, og sender mig et lille nik, før han går mod døren. Inden han smutter helt, vinker mor til ham. “Det var godt at se dig igen, Emil,” siger hun, og jeg ser hans ansigt lyse op et kort sekund, før han forsvinder ud gennem døren. 

Da døren lukker bag ham, sætter mor sig ned i sofaen ved siden af mig og lægger en hånd på mit knæ. Jeg kan mærke hendes blik på mig, undersøgende og lidt bekymret, men hun siger ikke noget lige med det samme. Hun venter, giver mig tid til at falde lidt til ro. Efter et øjeblik trækker hun vejret ind og spørger stille: “Skal jeg være bekymret for dig? Jeg smiler svagt og lader blikket falde på sofabordet foran os. “Nej,” mumler jeg og kører en hånd gennem mit hår. “Jeg vil bare gerne sove lidt.” Hun læner sig tilbage i sofaen og ser kort på mig. “Hvis dig og Mark skal spille færdigt i morgen, så skal I altså have ryddet op først.” Jeg tøver et øjeblik, kigger ned og svarer stille: “Mark og jeg skal ikke spille i morgen.” Hun rynker panden en smule, men siger ikke noget. I stedet rejser hun sig op og går langsomt hen mod køkkenet, som om hun har tænkt sig at lade emnet ligge. Jeg synker længere ned i sofaen og mærker en træthed falde over mig, tung og altomsluttende. Stuen er stille, og for første gang hele dagen føles det, som om alt er gået i stå.