På vej ned ad banangangen hiver jeg en flash-granat frem, trækker splitten og kaster den med et hurtigt svirp mod B. Den eksploderer med et kort, skarpt lysglimt, og jeg flyver ind på site som en raket. Det er en ECO-runde, og jeg har kun købt Deagle. Det er nok. Jeg er på try-out i en ny clan i dag, og jeg skal vise, hvad jeg kan. Modstanderne aner ikke, hvad der rammer dem om 3… 2… 1. Jeg hiver Deaglen frem og annoncerer min ankomst med et hurtigt skud. Den første kugle rammer en stakkels noob midt mellem øjnene, hvor han står og gemmer sig i hjørnet. Han falder som en kludedukke. Den næste kugle leverer jeg med samme præcision til hans makker, der stormer frem som en eller anden hævntørstig helt. Bang. To tilbage. Jeg kaster musen bagud. Musekuglen trænger til en rensning, men det må vente. Min mate planter bomben. Jeg kaster musen tilbage ned mod CT-spawn, hvor to modstandere pludselig kommer flyvende, som om de tror, jeg er løbet tør for kugler. Bang, bang. To headshots mere. I TeamSpeak eksploderer mine teammates: “Whoohoo! Vi har vist fundet vores nye mand!” Jeg smiler og siger roligt: “Øjeblik.” Så drejer jeg rundt og placerer en sidste kugle i panden på den sidste modstander. Ace. Lige idet sejren lander, brager døren op. “Hallo, hvad laver du?” Magnus står i døråbningen, helt forpustet og med svømmetasken hængende over skulderen. Han ser ud som om, han har cyklet fra verdens ende og direkte herhen. “Try-out. Ny clan,” siger jeg kort og koncentreret, mens jeg vender tilbage til spillet. Magnus ruller øjnene og dumper ned i sofaen. “Har du glemt, at jeg ikke taler nørdesprog?” Han tænder for anlægget, skruer op for Nickelback – This is how you remind me, og hiver sin Nokia 3210 op af lommen. Jeg hører lyden af Snake, mens han smider benene op på sofabordet. Magnus og jeg har kendt hinanden i mange år, men da jeg flyttede til den anden skole i Sunds for fire år siden, har vi ikke set så meget til hinanden. Men siden syvende klasse blev lagt sammen mellem skolerne for et år siden, har vi ses næsten hver dag, og vores venskab er blevet rigtigt stærkt igen.

Da jeg er færdig med kampen, lukker jeg computeren ned og sætter mig i lænestolen med et suk. “Hva’ så? Hvorfor er du her allerede?” Magnus kigger op fra telefonen. “Fordi jeg ikke gad høre på min stedfar. Han er en megaspasser for tiden.” Jeg nikker. “Nederen. Det har han sgu været længe.” Magnus ser pludselig lidt væk og siger lavt: “Jeg ved ikke, hvor jeg skal gå hen, når du flytter.” Jeg mærker en knude i maven. “Det er også pisselatterligt, at de skal skilles, men… jeg kan jo ikke gøre noget ved det.” Jeg kigger på ham og prøver at lyde opmuntrende: “Du kan jo altid komme og besøge mig i Herning.” “Det ved jeg godt,” svarer han hurtigt og ser ned på telefonen. “Men det bliver jo aldrig det samme som det her, vel?” Han løfter blikket igen, og jeg aner noget i hans øjne. Noget usikkert. Noget, jeg ikke helt kan sætte ord på. Han tøver lidt, før han siger: “Har du virkelig tænkt dig at gøre det forbi med Alexandra også?” Jeg trækker på skuldrene og prøver at lyde ligeglad. “Ja. Men jeg tror også, hun er det samme sted.” Alexandra er en pige, jeg har haft noget kørende med i et stykke tid. Tungekys og filmhygge. Vi kan lide hinanden, men nu hvor jeg skal flytte, giver det ikke rigtig mening at tage det næste skridt. Magnus nikker langsomt. Så trækker han et brev op af sin lomme og rækker det til mig. “Gider du ikke lige give det her til Alexandra, når du ser hende i aften?”

Jeg tager imod brevet og kigger mistroisk på det. “Hvad er det?” “Ikke noget. Bare noget, jeg har skrevet. Du må ikke læse det, okay?” Hans stemme er rolig, men hans blik flakker kort. Jeg mærker en kold fornemmelse løbe ned ad ryggen. Stilheden lægger sig i rummet, og jeg overvejer et øjeblik at gå i konfrontation. Men jeg gør det ikke. I stedet svarer jeg: “Okay, jeg skal nok give hende brevet.” Min mors stemme skærer gennem stilheden nedefra: “Drenge, vi skal afsted nu!” Magnus rejser sig straks og smider svømmetasken over skulderen. “Kom nu, mand. Jeg har ikke hele dagen!” Han tonser ud, som om han allerede er klar til at springe i vandet. Jeg bliver siddende et øjeblik og kigger på brevet. På forsiden står der med Magnus’ alt for pæne håndskrift: “Til Alexandra.” Jeg holder det i hånden, overvejer at åbne det, men skubber tanken væk. Jeg smider det ned mellem nogle papirer i en åben flyttekasse. Så rejser jeg mig, griber mine svømmeting, lukker døren bag mig og følger efter Magnus.

I svømmehallen ender vi, som vi altid gør, ved vipperne, men det er ikke så underligt, da de fleste af os er springgymnaster. Luften lugter tungt af klor, og støjen fra skrigende børn og plaskende vand går i ét med den konstante rumlen fra ventilationssystemet. Martin har lige lavet en barani med god højde og næsten perfekt landing. “Okay, okay,” mumler jeg for mig selv. Mit træk bliver en strikt baglæns salto. Ikke noget fancy. Bare noget rent og præcist. “Din tur, Per!” råber Magnus nede fra kanten. Han griner og klapper sig på overarmene, som om han fryser. “Kom nu, vi andre skal også til!” Jeg nikker kort og bevæger mig ud på vippen. Den runger under mine fødder, mens jeg går ud til kanten og kigger ned på vandet. De andre står i klynger og ser op. Jeg ved, de forventer noget. Jeg har gjort det tusind gange før. Men alligevel… Det spøger. Ikke springet, men alt det andet. Flytningen. Skolen. Alexandra. Brevet. Jeg lukker øjnene og trækker vejret dybt, men det hjælper ikke. Usikkerheden borer sig ind i kroppen og spænder mine muskler på en forkert måde. Jeg prøver at ryste det af mig og sætter af. Idet mine fødder forlader vippen, glider min ene fod en smule. Det er ikke meget, men det er nok. Jeg mærker, hvordan min krop skydes afsted med alt for lidt fart på. Jeg roterer baglæns. Rutinen tager over. Min krop gør, som den plejer, men der er ikke kraft nok på. Jeg kan fornæmme vippen komme tættere og tættere på, og SMÆLD! Baghovedet rammer undersiden af vippen. Smerten eksploderer i baghovedet, og alt bliver til et sløret vakuum af lyde og lys. Vippen slår mig tilbage, og sender mig med hast ned i vandet. Det er mørkt. Stille. Min krop er tung som bly, og jeg kan ikke finde opad. Vandet føles som en kæmpe hånd, der holder mig fast. Jeg prøver at bevæge mig, men retningen er væk. Jeg ved ikke, hvilken vej der fører op til overfladen. Så mærker jeg et ryk i armen. En kraft, der hiver mig afsted med en voldsom fart. Jeg lukker øjnene og håber, at det er den rigtige vej. Pludselig bryder jeg gennem overfladen og hiver efter vejret med et hidsigt gisp. Jeg hoster og sprutter, mens mine lunger fyldes med luft. Mit hoved dunker, og hele kroppen ryster. En livredder trækker mig ind til kanten og får mig op på gulvet. 

Jeg sætter mig med et håndklæde over skuldrene og blinker vandet ud af øjnene. Lydene fra svømmehallen kommer tilbage i brudstykker – børn, der plasker, nogen der griner, en fløjte, der pifter. Mine venner står lidt væk og stirrer på mig med åbne munde. De ser nærmest lige så chokerede ud, som jeg føler mig. Efter et øjeblik kommer de tættere på. “Er du okay?” spørger Martin forsigtigt. Jeg aner ikke, hvad jeg skal svare. Min hovedbund brænder, og alt føles lidt sløret. Magnus dukker op foran mig. Han griner, men det lyder lidt for anstrengt. “Det var sgu da et legendarisk spring, Per! Du fik hele svømmehallen til at kigge.” Jeg svarer ikke. Jeg sidder bare og mærker den dunkende smerte i baghovedet, mens vandet stadig drypper fra mit hår. I bilen på vej ud mod skadestuen sidder Magnus ved siden af mig. Hans stemme er lavere nu, som om han deler en eller anden hemmelighed. “Ved du hvad, Per? Vi kunne bare sige, at det var mig, der reddede dig. Det ville da være fedt, hvis folk troede, det var mig..” Han kigger hurtigt på mig med et smil. “Og det er vigtigt, at Alexandra får det at vide.” Min mor rømmer sig på forsædet, imens jeg kigger over på Magnus. “Hvad?” Magnus trækker på skuldrene, som om det er det mest naturlige i verden. “Jeg siger bare, at det lyder bedre, hvis jeg var helten. Det er jo ikke, fordi livredderen behøver at få æren.” Jeg siger stadig ingenting. Jeg ryster bare på hovedet og ser ud ad vinduet. Jeg gider ikke tage diskussionen med ham her. Ikke nu.

“Hi, I’m Johnny Knoxville, welcome to Jackass!” På skærmen løber en fyr direkte ind i en strømpistol og vælter om på jorden med et skrig. Lyset er slukket, og lyden er skruet helt ned, men underteksterne flimrer svagt i mørket. Jeg ligger på sengen og småfniser, men mit hoved dunker, som om nogen hamrer på indersiden af min kraniehule. Det er svært at holde fokus. En blid banken på døren bryder stilheden. Jeg drejer hovedet og ser min mor stikke ansigtet ind. “Har du lyst til besøg?” spørger hun stille. Jeg nikker. “Ja, bed hende bare komme ned” Jeg rejser mig langsomt fra sengen for at møde hende i døren. Alexandra står der allerede. Hun giver mig et langt, varmt kram, og jeg kan mærke, hvordan jeg slapper en smule af. Da hun slipper, tager hun mit hoved i hænderne og og bøjer det let, så hun kan se på forbindingen. “Seks sting,” siger jeg, før hun når at spørge. “Det var kun de første tre stik med bedøvelsen, der gjorde ondt.” Hun smiler skævt. “Hvordan skete det?” spørger hun, mens vi går over mod sengen. “Jeg skulle lave en baglæns salto på vippen, men jeg gled.” Jeg sætter mig ned ved siden af hende og undgår hendes blik. “Det ligner dig ikke… er du okay?” Hun lyder både bekymret og lidt drillende. “Ja, det ved jeg. Men denne gang kunne jeg ikke koncentrere mig,” siger jeg og tager hendes hånd i min. “Det har jeg haft lidt svært ved det sidste stykke tid.” Hun nikker, og hendes blik bliver blødt. “Det kan jeg godt forstå. Det har jeg også.” Et øjeblik er der stille mellem os. Kun lyden af billedrørsfjernsynet, der flimrer svagt, fylder rummet. “Jeg kommer til at savne dig, når du flytter,” siger hun pludselig. Jeg kigger ned på vores hænder, der er flettet sammen. “Jeg kommer også til at savne dig, men…” Hun afbryder mig og læner sig lidt frem. “Men selvom Herning ikke er langt væk, vil det være for svært at blive kærester.” Jeg kigger op på hende, og et stik af sorg blander sig med en mærkelig følelse af lettelse. Hun har ret. Vi har begge vidst det. “Nej,” siger jeg langsomt. “Jeg synes heller ikke, vi skal være kærester.” Hun nikker, og vi sidder der et øjeblik, hvor vi ikke siger noget. Til sidst lægger hun sig ned på sengen og trækker mig med. “Kom,” siger hun blidt. Jeg lægger mig bag hende, og holder om hende. Jeg tager hendes hånd og fletter mine fingre ind i hendes. Jeg kan mærke hendes hjerte banke, og for en stund føles alt roligt. Men smerten i baghovedet begynder langsomt at vende tilbage, og trætheden sniger sig ind. Jeg lukker øjnene, men jeg må ikke sove nu. Vi skal bare ligge her og nyde øjeblikket.

“Oh, Oh!”, lyder det fra computeren. Lyden river mig ud af min døs. Jeg åbner øjnene forvirret og ser et testbillede flimre på fjernsynet. Det må være blevet sent. Alexandra er væk, og sengen føles tom og kold bag mig. “Oh, Oh!”, lyder det igen fra computeren. Jeg ser over mod min computer. Ikonet fra messenger-programmet ICQ blinker svagt på skærmen. Jeg rejser mig forsigtigt, mens mit hoved stadig dunker. På vejen mod kontorstolen rammer jeg både sofabordet og kanten af lænestolen, før jeg endelig får mig plantet i kontorstolen. Endnu en besked popper op. “Oh, Oh!” Det er Blax: “Hvaså, mix i aften? Skal du med? Vi mangler kun én.” “R du der? Ka’ se du online.” Jeg stirrer på beskeden og lægger fingrene på tastaturet. Men jeg kan ikke få mig selv til at svare. Efter et øjeblik taster jeg langsomt: “Ik i aften. Er på vej i seng.” Jeg lukker ICQ og bliver mødt af Mirc-vinduet, hvor kanalen “Sunds” står åben. Den sidste besked på kanalen er tre dage gammel. Ikke så mærkeligt – Mirc er kun for computernørder, og vi er ikke mange i Sunds. Byen er lille, og chatten er næsten lige så stille som gaderne udenfor. Jeg kigger rundt i værelset. Det meste er pakket i flyttekasser. Det føles mærkeligt at sidde her, som om jeg allerede har én fod ude af døren. Jeg mærker et stik af vemod, men også en lille gnist af spænding. Med et suk lukker jeg Sunds-kanalen. Mine fingre flyver over tastaturet, og jeg åbner Herning-kanalen i stedet. Jeg ved ikke, hvad jeg forventer at finde i Herning-kanalen. Måske nogen, jeg ikke kender endnu. Måske bare noget nyt.

Mit hjerte hamrer af sted, mens jeg kigger ned og samler en AK-47 op. Min hånd spænder om musen, og min Icemat skærer, da jeg flår musen mod min modstander. Men det er for sent. Han har allerede fundet min position. “Splat!” Lyden af et headshot fylder mine hørebøffer, og jeg ser min karakter falde til jorden. “Pis!” Jeg bander højt og smadrer hånden ned i bordet. Døren går op med et brag. “Stop det der, ellers slukker jeg for internettet!” Min mor står i døråbningen med den famøse pegefinger, der skærer lige igennem spændingen. “Jaja, gå nu ud,” mumler jeg og vifter hende væk. Hun brokker sig stadig, da hun lukker døren, men jeg hører ikke efter. Jeg er tilbage i spillet – tilbage i en kamp mod en fra den nye skole. Der er ikke mange på min nye skole, der spiller Counter-Strike, men rygtet om, at jeg er god, har alligevel spredt sig. I dag er jeg – igennem flere led – endt i en en-mod-en kamp mod en af skolens bedste. Og jeg vil gøre et godt indtryk. Vi spiller Aim_Headshot. En bane, jeg kender bedre end min egen mor. Jeg giver ikke op på min troværdige AK-47, selvom den svigtede mig før. Denne gang holder jeg mig klar. Jeg kigger ud før min modstander. Men han lader sig vente på sig. Jeg holder mit sigte låst på midten af banen, da han pludselig stikker hovedet frem. Tre hurtige skud – alle forbi. Han trækker sig tilbage bag kassen. Jeg bliver stående. Jeg ved, han kommer ud igen. Men spørgsmålet er, hvilken side han vælger. Da han skød mig i sidste runde, stod han til højre. Det kunne sagtens være en vanesag for ham at vælge højre side igen. Men måske føler han, at højre side er opbrugt? Jeg flytter mit sigte til venstre side. Men hvad nu, hvis han tænker, at jeg forudsiger hans næste træk baseret på det sidste? Kunne det være et dobbelt bluff? Mit sigte svinger tilbage til højre side. Min mavefornemmelse siger, at han kommer derfra. Jeg spænder min hånd omkring min Intellimus, mens lyden af “Too Fast Too Furious” på fjernsynet i baggrunden langsomt forsvinder. Hjertet banker hårdt. Han dukker frem fra højre, og jeg straffer ham for det. Headshot! “Virkelig heldigt,” skriver han i chatten, efterfulgt af: “Jeg bliver nødt til at afbryde. Min ven er lige kommet – han er skide stiv :)” Jeg smiler og skriver tilbage: “Haha, fair nok, vi skrives.” 

Men vi hopper straks over på MSN-Messenger og fortsætter samtalen der. “Hvor bor du?” skriver han. “Porsvænget,” svarer jeg hurtigt. “Det gør jeg også!” kommer det næsten øjeblikkeligt tilbage. Jeg stopper op et øjeblik, mine fingre svæver over tastaturet. “Hvor præcis?” “Nr. 26.” Jeg fryser et øjeblik. Det er opgangen lige ved siden af min. “Jeg bor i nr. 28.” Der bliver stille i chatten. Så skriver han: “Prøv at kig ud på parkeringspladsen.” Jeg tager mit headset af, skubber stolen tilbage og kravler over min seng for at åbne vinduet. En CD flyver gennem luften. Jeg ser den snurre og lande midt på parkeringspladsen. “Bing.” Lyden fra Messenger får mig til at flyve tilbage til computeren. Beskeden lyder: “Kunne du se det?” Jeg griner for mig selv og skriver: “Ja, se her” Jeg roder i mine ting og finder en gammel brændt CD. Jeg tager den op, men noget falder på gulvet – en kuvert. Jeg ignorerer den og frisbeer CD’en ud af vinduet, og skynder mig tilbage til tastaturet “Så du det?” “Ja! Den ramte næsten bilen!” Han følger op med: “Tjek det her!” Jeg ser ud ad vinduet igen. Denne gang flyver en lille lysestage ud og rammer asfalten med en hård lyd. Jeg gisper. Den kunne have smadret noget. Men jeg griner alligevel og skriver hurtigt: “Ja, men hold godt øje med den her”, jeg flyver igen hen til vinduet og frisbeer endnu en CD afsted. Denne gang snurrer den langt væk, næsten uden for synsvidde. “Bing.” “Wooow, fuck den fløj langt!” skriver han, efterfulgt af: “Min ven vil spille Dead or Alive, så jeg tager lige en kamp med ham. Men lad os spille igen en anden dag.” “Okay, det er jeg frisk på,” svarer jeg, og læner mig tilbage i stolen med et grin, men det falmer hurtigt.

På gulvet ligger kuverten, der faldt tidligere. Jeg stirrer på den et øjeblik. Det er længe siden, jeg sidst har tænkt på den. Jeg samler den op og vender den i hænderne. Det er brevet fra Magnus. Jeg havde glemt alt om det. I lang tid havde jeg ladet, som om det ikke eksisterede. Men nu sidder jeg her. Der er ingen Alexandra. Ingen Magnus. Og intet i Sunds, der binder mig længere. Jeg åbner brevet, papiret knitrer mellem mine fingre, og jeg lader øjnene glide ned over teksten: “Hej Alexandra, vi har altid kigget pænt til hinanden, og jeg føler, at der altid har været noget mellem os. Jeg skriver dette brev for at fortælle dig, at jeg er vild med dig.” Som i kampen tidligere, begynder mit hjerte at hamre afsted. Jeg læser videre. “Per er ikke noget for dig. Du har brug for en, der er stor og stærk og som kan passe på dig. Dette brev er mit spørgsmål til dig: Vil du være kærester med mig?” Papiret føles tungt, som om det vejer mere, end det burde. Ordene brænder sig fast på min nethinde. Jeg stirrer på brevet og mærker, hvordan en knude vokser i maven. Det er som om, at jeg er tilbage i svømmehallen, under vandet, uden at vide hvilken vej der er op. Jeg bliver siddende med brevet. Det føles, som om jeg allerede er et andet sted – langt væk fra Magnus og Alexandra. Og måske er det okay.

Det ringer på døren. Jeg hører min mor åbne, og en stemme trænger gennem døren fra entréen. “Er Kasper hjemme?” spørger en høj, sløret stemme. “Der bor ikke nogen Kasper her,” svarer min mor hurtigt, en smule forvirret. Så lyder en anden stemme, lidt mere rolig: “Beklager, min ven er blevet lidt fuld i aften.” Jeg hører lyden af en flaske, der rammer gulvet. “Årh, nej!” siger den fulde dreng hektisk. “Har I en klud? Jeg skal nok tørre det op. Det var ikke meningen, undskyld!” “Er det Per, I leder efter?” spørger min mor, nu lettere opklaret. “Ja, er han hjemme?” lyder den roligere stemme. Min mors stemme bliver lidt højere, da hun vender sig mod mit værelse: “Peeer! Det er til dig!” Jeg lægger brevet fra mig og rejser mig. Jeg går mod entréen og kan allerede se dem uden for døren. De står tæt på, kun et par meter væk. Det er ham, jeg spillede en mod en imod tidligere. Han ser lidt genert ud, men smiler bredt, da han får øje på mig. Ved siden af ham står en anden dreng med en breezer i hånden. Han støtter sig til dørkarmen og tørrer febrilsk noget op fra gulvet med et stykke køkkenrulle. “Sorry, jeg er sgu ked af det med jeres gulv” mumler han med et skævt grin og vifter med køkkenrullen som en slags våbenhvile. Fyren fra kampen skubber sin ven lidt til siden og ser på mig. “Vil du med over til mig? Og… så tager vi videre?” Jeg bliver stående et øjeblik og ser på dem. Det hele virker så spontant, så uventet. Men måske er det netop derfor, det føles som noget, jeg burde sige ja til. “Jo, det lyder meget fedt,” svarer jeg til sidst. “Vent lige. Skal lige hente min telefon.” Tilbage på værelset står jeg foran skrivebordet. Blikket lander på brevet. Jeg rækker ud efter det og holder det et øjeblik i hånden. Jeg vender det rundt og ser på det, som om det er første gang, jeg virkelig ser det. Ingen Magnus. Ingen Alexandra. Bare brevet. Jeg river det langsomt i små stykker og lader papiret falde ned i skraldespanden. Det falder lydløst, og jeg står et øjeblik og ser efter det. Så tager jeg telefonen fra bordet og går tilbage ud i entréen. Min mor står stadig i døren og smiler. Måske er hun lettet over, at jeg har fundet nogen at være sammen med. Jeg nikker kort. “Jeg smutter lige.” “Ha’ en god aften,” siger hun med varme i stemmen. De to drenge står forventningsfulde i døren. Den ene hviler hånden på dørkarmen og skubber let til sin ven, der ser ud, som om han prøver at holde balancen. Den anden sender mig et hurtigt blik med et skævt smil. “Vi ses senere,” siger jeg til min mor og lukker døren bag mig.