Et sæt kort bliver blandet og klasket ned på midten af bordet. De rodes rundt i en stor, rodet bunke af muligheder for at straffe sine venner. Væggene er dækket af slidte plakater: KoRn, Limp Bizkit, Green Day, Slipknot. I hjørnet står et lille skrivebord med en træt PC, som jeg kæmper for at holde i live. Kabinettet er åbent, så man kan komme til de to små ledninger, der skal kortsluttes for at tænde den – lidt ligesom at starte en bil uden nøgler. Modsat i lokalet står en slå-ud seng, der lige nu bærer mig og to af mine venner. Ekstra stole er slæbt ind fra stuen for at holde resten af festen. Gulvet er plettet med spor fra opkast, spyt, vodka og vandpibe-vand, og luften er tyk af røg. Det eneste vindue – en sprække på tre centimeter – kæmper forgæves for at følge med. Selvom jeg er den eneste i vores omgangskreds med egen lejlighed, holder vi forfest hos Esben i dag. Han bor stadig hjemme, som de fleste af os. “Vi er jo ikke kommet for at danse!” råber Elias med et grin og vifter en dåseøl i luften. Han har netop blandet en ny omgang af “Drik til du dør” og peger på Glenn. “Du starter!” Glenn kigger ned på kortene og trækker et. “Nej, vend det – vi skal alle kunne se det!” råber Elias, flår kortet ud af hånden på ham og blander det tilbage i bunken. Glenn flipper ham fingeren og smiler, inden han vender et nyt kort og smider det ned i bunken. En sekser. Vi reagerer som én enhed – alle smækker håndfladerne op i panden. Bortset fra Lene, som ser forvirret ud et halvt sekund for længe. Pegefingrene flyver mod hende. “Driiik!” råber vi i kor. “Din tur,” siger Elias og peger på Alex der har lært af Glenns fejl. Han vender hurtigt et kort, så vi alle kan se det – en konge. “Vandfald!” råber jeg, måske lidt for højt, bare for at sikre mig, at jeg bliver hørt. Heldigvis tager Elias over og forklarer: “Alle starter med at drikke på samme tid,” siger han og peger på Alex. “Jeg må ikke stoppe, før du stopper.” Så vender han sig til sin anden side, hvor Esben sidder, og peger på ham: “Og du må ikke stoppe, før jeg–” Han når ikke at gøre sætningen færdig, for Alex kaster sin øl mod ansigtet og begynder at hælde. Resten af kæden skynder sig at følge trop. Jeg opdager, at jeg sidder næstsidst i rundkredsen – og min øl er helt fuld. Der er ikke andet at gøre end at bunde. Imens jeg hælder, fanger jeg blikket fra Asger, som sidder lige ved siden af mig. Noget i hans blik ændrer sig. Det går op for os begge, at vi er i samme båd. Det er ikke længere bare en fælles drukleg – det er nu en duel. Hans øjne halvlukkes, som for at signalere, at det her er nemt for ham. Men jeg kender ham. Det er et trick. Han prøver at psyke mig. Jeg må spille med. Jeg læner hovedet tilbage og lader som om jeg nærmer mig bunden, selvom jeg godt ved, der stadig er meget øl tilbage. Det betyder, at jeg nu skal drikke dobbelt så hurtigt. Kulsyren svier i halsen, og min hjerterytme stiger. Jeg planlægger de sidste tunge slurke, men før jeg når dertil, smækker Asger sin tomme dåse i bordet og bøvser mig direkte i ansigtet – en stank af kebab og pepperoni. Med munden fuld af øl kan jeg ikke lade være med at grine, og væsken vælter ned over min trøje. Både fra min mund, og fra resterne i dåsen. De andre får øje på mig og bryder ud i skraldgrin. Esben kaster en rulle toiletpapir hen til mig fra sin PC. Asger smiler og siger: “Tak for kampen.” Jeg tørrer mig med et grin og mumler: “Selv tak, røvhul,” mens jeg smider papirrullen tilbage til Esben og peger på min telefon for at få hans opmærksomhed. Jeg skal stille ham et spørgsmål, men det er ikke noget, der skal deles med hele rummet. Så jeg sender en sms: “Er det okay Jonas kommer?” “Nu må det være tid til et genreskifte,” siger Lene og peger mod computeren. Pigerne er tydeligvis ikke tilfredse med den endeløse strøm af KoRn, Esben har fodret os med hele aftenen. “Nå, jamen hvad vil I høre!?” spørger han, som om der ikke findes bedre musik i verden. “Har du den nye… Timberland – The Way I Are?” spørger hun og kigger spørgende rundt. Esben kigger på mig, for det er primært mig, der holder hans harddisk fyldt med piratkopier. Jeg nikker kort, og han vender sig mod computeren for at finde sangen. Foran mig trækker Elias et kort og smækker det ned på bordet. En treer. “General Paf!” råber han netop som de nye rytmer begynder at fylde rummet. “Godt, jeg fik den,” siger han og sætter gang i reglerne. Jeg mærker telefonen vibrere i lommen. Jeg trækker den op og læser Esbens svar: “Per, der er ikke plads til flere her. Kan han ikke komme en anden gang?” Jeg kigger op og ser, at han ikke kigger på mig – han sidder med øjnene stift rettet mod skærmen. En svag irritation prikker i kroppen. Jeg skriver hurtigt tilbage: “Jeg skal bare have noget af ham, du ved, så smutter han igen.” Der går et par sekunder, før han svarer: “Okay.” Jeg ser op igen, men hans blik er stadig ikke rettet mod mig. Jeg mærker følelsen af at gøre noget forkert, men trykker “send” og skriver adressen til Jonas. Elias rejser sig halvt fra sin plads og kigger alvorligt rundt, så et smil. “Jeg vil gerne udbringe min første skål til General Paf,” siger han og tramper én gang i gulvet med venstre fod, efterfulgt af højre. Han gnider sin venstre pegefinger hen over overlæben, så den højre. Griber sin øl med tommel- og pegefinger, nikker én gang med hovedet og tager en tår. Øllen bliver sat tilbage på bordet. “Jeg vil gerne udbringe min anden skål til General Paf Paf,” siger han. Han tramper nu to gange – først med højre, så venstre.  Han gnider venstre pegefinger og langefinger hen over overlæben, efterfulgt af højre pegefinger og langefinger. Han tager øllen med tommel-, pege- og langefinger, nikker to gange og tager to tåre. Øllen bliver sat på bordet igen. “Jeg vil gerne udbringe min tredje og sidste skål til General Paf Paf Paf,” siger han og tramper tre gange med venstre fod, efterfulgt af tre gange med højre. Han gnider venstre pegefinger, langefinger og ringfinger hen over overlæben, og det samme med højre. Han tager øllen med tommel-, pege-, lange- og ringfinger, nikker tre gange og tager tre tåre. Da han sætter den fra sig, udbryder vi andre i højlydt klappen og grin. Det er en svær seance, især hvis man ikke har prøvet spillet før – og promillen hjælper bestemt ikke. Charlotte, som er ny i aften og grunden til, at Elias gennemgår reglerne, prikker ham forsigtigt på skulderen. Hun åbner munden for at spørge om noget, men døren går op, og Jonas stikker hovedet ind. De fleste ved godt, hvem han er, men det er tydeligt, at de undrer sig over, hvorfor han kommer her. Det plejer han ikke. Da de ser, at jeg rejser mig og går hen mod ham, vender de tilbage til spillet. “Hvad så hvis du lavede fejl?” spørger Charlotte bag mig. “Hver gang man laver en fejl, skal man starte forfra,” svarer Elias, mens jeg lukker døren bag mig og tager Jonas med ud på toilettet. “Bare giv mig et gram,” siger jeg og hiver pengene op af lommen. “Øjeblik,” svarer han og holder en hånd op som stoptegn. Han trækker en lille pose op ad lommen og hælder to piller ud i hånden – mærket med en lille haj. “Vi kunne også prøve dem her i aften?” spørger han og smiler skævt. Jeg mærker et sug i maven. Det er ecstasy. Jeg har aldrig prøvet det før. Amfetamin og kokain har været en del af mit eksperiment i nogle år, mest for at teste grænser – og måske for at være lidt mere interessant – men det her er noget andet. Noget jeg har overvejet længe. Og nu står muligheden lige foran mig. Jeg tager pillen, og vi sluger begge en uden et ord. Et blik, et nik, som om vi har krydset en usynlig grænse sammen. “Hvor hurtigt virker de?” spørger jeg. “For det meste indenfor 20-30 minutter,” svarer han. “Nogle gange kan der gå op til en time.” Vi skal til koncert senere, nede ved Kulturellen. Der er nogle timer til, så jeg køber en ekstra pille, bare for at være sikker på at kunne holde rusen kørende. “Det er ikke en god idé at tage to den første gang,” siger han og rækker mig pillen i en lille genlukspose. Hans ansigt ændrer sig, bliver alvorligt. “Men hvis du gør det, så vent tre-fire timer med den næste.” Jeg nikker. Hans alvor rammer mig lidt, men jeg skifter emne. “Hvor skal I hen i aften?” spørger jeg. “Aksel og jeg tager om til Steen og Pia på et tidspunkt.” Jeg lægger pillen i lommen. “Okay. Hils Aksel. Skriv, når I tager derom.” Han nikker. Vi mødes i et hurtigt farvelkram ude i gangen. “Jeg skriver senere,” siger han, før han forsvinder ud ad hoveddøren. Da jeg åbner døren tilbage til festen, rammer en bølge af lyd og latter mig med det samme. Stemningen er i fuld gang, og det er tydeligt, at “Drik til du dør” stadig kører. Der ligger kun to kort tilbage på bordet, og en ophedet diskussion fylder lokalet. “Hvis der er ti tåre i en øl, så bliver vi jo aldrig færdige!” siger Elias og trækker på skuldrene, mens han kigger på kortbunken foran sig. Jeg maser mig forbi Alex og Elias for at komme tilbage til min plads, men i farten krydser mit blik Elias’. Jeg smiler til ham, men det bliver mødt med noget, der minder om et halvt, lidt utilfreds smil. Jeg har mødt Elias et par gange nu. Han virker som en god fyr – en, jeg faktisk gerne vil være venner med – men noget i hans blik føles forbeholdent. Skeptisk. “Men det er jo kun dig, der kan tage en øl på fem tåre!” siger Charlotte og peger på Elias med et skævt grin. Jeg sætter mig, og diskussionen bølger videre. Asger vender sig mod mig og hvisker: “Skulle du have noget til næsen?” Jeg ryster svagt på hovedet og læner mig let ind mod ham. “Nej, jeg fik noget, der var endnu bedre,” siger jeg og viser ham hurtigt posen i lommen. “Er det E?” spørger han, og kigger et kort sekund over mod Elias, som stadig har opmærksomheden rettet mod Charlotte. Asger fører diskret min hånd tilbage i lommen, og jeg nikker. “Jeg har allerede taget en,” siger jeg, som om jeg har prøvet det før. “Lad være med at sige noget til Elias. Han hader folk, der tager stoffer.” Asger nikker kort og læner sig tilbage. “Din tur!” råber Elias og peger på Lene, som trækker et kort og kaster det på bordet – en dronning. “Vælg en kategori,” siger Elias. Der bliver kastet forslag ind fra alle sider. “Bilmærker,” “cigaretmærker,” “Linkin Park numre.” Lene smiler og siger: “Makeup-mærker.” Drengene sukker i kor. “Gosh,” siger Ida. “Dior,” svarer Asger uden tøven. Jeg kigger på ham med åben mund. Det havde jeg ikke set komme. Jeg ved allerede nu, at jeg er færdig. “Fuck, jeg kan ikke huske nogen,” siger jeg og skyller straffen ned. Esben sætter musikken på pause og minder os om, at vi skal nå ned til koncerten. “Drik ud, så går vi,” siger han. Vi bunder alle vores øl, undtagen Charlotte, som giver op og efterlader en halvt fuld dåse på bordet til vores kollektive morskab.

Jeg glemmer ofte, at det kan blive koldt udenfor i løbet af dagen, men heldigvis ligger min lejlighed på vejen. “Vi skal lige hurtigt forbi mig,” siger jeg til gruppen, da vi forlader forfesten. “Surprise, Per har ikke fået nok tøj på,” griner Esben og råber ud mod dem, der allerede er gået i forvejen: “Vi skal lige et smut forbi Per!” Jeg går bagerst sammen med Asger, der virker mere vågen end de fleste. “Kan du mærke noget?” spørger han. Det er over en halv time siden, jeg tog den første pille, og jeg begynder at blive utålmodig. “Nej, ikke en skid,” svarer jeg, tager den anden pille op af lommen, sluger den og skyller efter med øllen i hånden. Asger kigger på mig med store øjne, men jeg smiler, som om jeg har styr på det. Vi skåler og griner lidt, og bekymringen, der kort blusser op, forsvinder lige så hurtigt. Jeg har aldrig prøvet ecstasy før, og jeg ved ikke, hvordan det virker, men det føles nemmere at tage den anden end at gå og vente. Mit køleskab er næsten altid tomt, men man kan for det meste finde et par poser hjemmelavede frikadeller, min mor har været forbi med. Et minut i mikroovnen, og så har man en perfekt håndsnack. Jeg når kun lige at låse døren op, før Asger stormer forbi mig med kurs direkte mod køleskabet. Han kommer her tit og kender til frikadellesituationen hjemme hos mig. Resten af gruppen bliver hængende ude på svalegangen. “Øjeblik, jeg skal bare lige skifte tøj,” siger jeg til dem, mens jeg skynder mig ind og får et par bukser og en trøje på. Jeg smider knickersene på sengen og hiver noget tøj ud af skabet, telefonen og cigaretterne ryger ud af lommen og bliver smidt på bordet sammen med nøglerne, mens jeg kæmper med at få trøjen over hovedet. “Bing,” lyder det fra mikroovnen, og Asger er ved at blive utålmodig: “Hvor lang tid kan det tage at få et par bukser på?” råber han. Jeg gider ikke være den, de står og venter på, så jeg får lynet bukserne, griber nøglerne fra bordet og skynder mig ud. På vej ud møder jeg Asger i døråbningen. “Får du nogensinde nok?” spørger jeg. “Sgu da ikke af din mors frikadeller,” svarer han med munden fuld af hånddelle. “Kom nu,” siger jeg med et smil, mens vi lukker døren bag os og går ned mod de andre. Tyve meter længere nede ad gaden deler Elias gå-bajere ud. “Per, skal du også have en?” spørger han og holder en dåse ud mod mig. Jeg rækker hånden frem. “Ja tak,” siger jeg og åbner den. Den første tår minder mig om, at en gå-bajer går bedst sammen med en cigaret, men da jeg stikker hånden ned i bukselommen, går det op for mig, at jeg har glemt både cigaretterne og telefonen tilbage i lejligheden. Jeg gider ikke bede dem om at vente igen, så jeg siger det bare, som det er: “Fuck, jeg har glemt mine smøger og telefon derhjemme,” og fortsætter: “Jeg løber lige hjem efter det, men I behøver ikke vente på mig.” “Vi skal nok vente på dig,” siger Esben. “Det behøver I ikke, jeg løber, så indhenter jeg jer,” svarer jeg og rækker min øl til Asger, inden jeg vender om og sætter i løb. Jeg flyver op ad trappen til svalegangen to trin ad gangen, på vej op får jeg hevet nøglerne op ad lommen. Min dør er den første man møder på svalegangen, og med skarp præcision glider nøglen ind i nøglehullet og døren åbnes, telefonen og smøgerne ligger præcis som jeg havde forestillet mig, på kanten af bordet, klar til at blive grebet i farten. Jeg løber ind og rækker ud efter dem, men rammer ikke, min hånd er for langt til venstre, jeg må have sigtet skævt. Jeg prøver igen, men rammer stadig ikke. Jeg stiller mig stille et øjeblik og får pusten, fokuserer på midten af bordet og tager fat, denne gang rigtigt. Jeg stopper dem i lommen og går ud ad lejligheden igen. Jeg sætter nøglen i for at låse og husker, at det er vigtigt med Ruko-låse, at de låses sikrest, når man drejer nøglen mere end tre gange rundt. Jeg begynder at tælle, bare for at være sikker. Én. To. Tre. Fire. Fem. Seks. Syv. Otte. Ni. Ti. Elve. Tolv. Tretten. Jeg lader nøglen hænge lidt i låsen, mærker metallet mellem fingrene. Mine ting må være godt beskyttet nu. Jeg går mod trappen. Jeg skal nå at indhente de andre, så det klogeste vil være at tage trappen to trin ad gangen – ligesom på vej op. Da jeg når trappen, stopper jeg op. Jeg er ret sikker på, at der plejer at være femten trin, men i dag er der i hvert fald, en… to… tre… et hundrede og seksoghalvfjerds. Det er noget af en udfordring, men uden tøven sætter jeg af ned ad trapperne i gepardisk fart, missionen står krystalklart, jeg må nå hen til de andre, men turen ned ad trapperne er den længste tur ned af de femten trappetrin jeg nogensinde har prøvet. Endelig kommer jeg til foden af trappebjerget, men jeg må være langt bagud nu. Heldigvis er mine rulleskøjter hurtigere end de andres. Jeg ruller ud af blokkomplekset og lige rundt om hjørnet, hvor jeg burde kunne få øje på dem, men de er der ikke. Jeg er nødt til at nå dem, inden de rammer Kulturellen, så jeg klapper rulleskøjterne sammen, og et par vinger folder sig ud fra hver side. Flyvemodus bliver aktiveret. Som jeg stiger, bliver fordelen hurtigt tydelig – det store overblik kan hjælpe mig med at lokalisere gruppen, men jeg kan ikke få øje på dem. Jeg må højere op, så jeg begynder at skøjte endnu hårdere, men der er stadig ikke syn af dem nogen steder. Jeg skøjter, til jeg kommer så højt op, at jeg kan se ned over hele pladsen ved Kulturellen, og dér – dér er de. De står i kø til koncerten. Jeg kan stadig nå at komme med, men landingen bliver det sværeste. Et lille stykke græs ved siden af køen ser ud til at blive min landingsbane. Hvis jeg lander lidt skævt, kan det i det mindste tage noget af faldet. Jeg drejer vingerne opad og læner mig forover, mens jeg forbereder mig på at lande. Det lille stykke græs kommer tættere og tættere på. Jeg rækker armene ud og gør mig klar til at tage fra med hænderne. “Er du okay?” spørger en stemme, roligt, men tæt på. Jeg mærker noget fugtigt og koldt mod kinden og indser, at jeg ligger med hovedet begravet i græsset. Mine hænder er nede i det også, som om jeg har holdt fast i det under landingen. Jeg lukker øjnene igen, bare et øjeblik. En hånd tager fat i min skulder og rusker let. “Hey, er du okay?” spørger stemmen igen. Det føles, som om alt blodet i kroppen løber op i hovedet, og mine øjne eksploderer åbne. Jeg prøver at dreje hovedet mod stemmen og får øje på en fremmed fyr, der står bøjet over mig. “Hey, er du kommet noget til?” spørger han. Forvirret slår jeg hans hånd af mig og prøver at rejse mig op, mens jeg orienterer mig. Og der – oppe foran mig – ligger min opgang og trappen, jeg lige løb ned ad. Jeg er åbenbart ikke kommet længere end det lille græsareal ved siden af trappen til svalegangen. “Jeg har det fint,” siger jeg, mere vredt end jeg havde tænkt, og begynder at bevæge mig op mod min lejlighed igen. Oppe i lejligheden sidder jeg i komplet mørke, roligt i min seng, og prøver at forstå, hvad der lige er sket. Lidt efter lidt begynder det hele at vende tilbage. Forfesten, pillerne, min hensynsløse tankegang. Jeg aner ikke, hvor lang tid jeg har været væk, men jeg kan se på mobilen, at den sms, der tikkede ind, mens jeg skiftede bukser, er halvanden time gammel. “Mig og Aksel tager om til Steen og Pia nu, bare kom hvis du får lyst,” skriver Jonas. “Er I stadig hos Steen og Pia?” svarer jeg og lægger telefonen på bordet. Jeg går ud i køkkenet for at få noget at drikke. Jeg er tør i munden, som om nogen har fyldt mig med vat, men vandet hjælper. Faktisk er det som om, det gør mig helt klar i hovedet igen. Jeg bunder et par glas mere, bare for at være sikker. Telefonen vibrerer. “Ja, kommer du?” skriver Jonas. Det er for sent at mødes med de andre til koncerten nu, men jeg har ikke lyst til at være alene. “Ja, jeg går nu,” svarer jeg.

Dørhåndtaget bliver trykket i bund lige som jeg skal til at tage fat i det. Døren bliver revet op indefra, og tre drenge er på vej ud med hastige skridt. Jeg genkender Allan, en af dem. Han kigger på mig med glasagtige øjne og en kæbe, der kører fra side til side, som om han tygger på noget, men det gør han ikke. “He he hey, Per,” siger han og griner lidt for sig selv. “Hey Allan, hvor skal I hen?” spørger jeg, mens jeg træder ind i entreen. Han stirrer intenst på mig med bittesmå pupiller og kæben stadig i gang. “Vi skal lige ud og hente nogle penge.” Jeg kigger undrende på ham. “Hente nogle penge?” Han smiler og svarer: “Ja, du ved, en skylder mig penge,” og tilføjer med et glimt i øjet: “Vil du med?” Vi griner begge to, for vi ved godt begge, at det ikke er noget for mig. “Ej, vi ses måske senere,” siger jeg, og han svarer: “De andre er derinde,” lige som han griber et baseballbat, der står lænet op ad væggen, og forsvinder ud ad døren. Som jeg bevæger mig hen mod døren til stuen, begynder jeg at høre bassen fra anlægget og en lav summen af stemmer, grin og diskussioner på den anden side. Jeg griber håndtaget og skubber døren op. Rummet er stort, med stue og køkken i ét, fyldt med røg og en tung lugt af hash, sved og sprut. Persiennerne er rullet helt ned, og mørklægningsgardiner er trukket for henover. For enden af rummet står alteret: en kæmpe fladskærm, en McIntosh-forstærker, den nye Playstation 3, Xbox 360 og en Alienware-bærbar med Winamp og flere hundrede tusinde sange. B&W-højtalerne pumper Infected Mushroom ud i rummet, den der dybe, uendelige bas, som aldrig rigtig stopper. Den kører bare videre, som om det er den, der holder festen i gang. I køkkenet står Mads og lægger an på en pige med endnu en af sine idéer til hurtige penge. Rundt om spisebordet sidder en flok, jeg ikke har mødt før, med et kortspil og så mange tomme øldåser, at det er svært at se bordpladen. Jeg kan ikke se Jonas nogen steder, men jeg får øje på Aksel – han sidder dybt i sofaen, godt tilbagelænet. Dennis og Sebastian sidder overfor og taler hen over ham uden at lægge mærke til ham. Han siger ikke noget. Han sidder med det der helt særlige udtryk i ansigtet, som jeg har set så mange gange før. Munden vender som en sur smiley, øjnene er næsten lukkede, og hans pegefinger tapper i takt med bassen. Det ligner en, der lytter. Men jeg ved godt, at han leder efter noget. I køleskabet finder jeg en øl. Mads har travlt, så jeg nikker bare lydløst til ham, inden jeg bevæger mig hen til sofaen og sætter mig ved siden af Aksel. Jeg rækker forsigtigt ud og giver ham et lille ryk i skulderen. Han kigger over på mig, som om jeg lige har forstyrret ham i at slå den internationale high score i Tetris. Men da det går op for ham, at det er mig, glider et svagt smil frem bag det sure. På den anden side af bordet sidder Dennis og Sebastian. Dennis er i gang med at lægge streger op med et kreditkort på et CD-cover, mens Sebastian prøver at køre noget samfundsfilosofi af: “Forestil dig, at den første gang et menneske har indhegnet et stykke jord og gjort krav på det…” “Har du en seddel?” afbryder Dennis. Sebastian presser hånden ned i sine alt for stramme slimfits og får på mirakuløs vis hevet en hundredekroneseddel op, som stadig er hel. Han rækker den over. Dennis ruller den sammen og sniffer den første streg. “Altså jeg mener, hvis nu et andet menneske havde fortalt ham, at man ikke bare kan eje jorden…” fortsætter Sebastian, som om han ikke er blevet afbrudt. Dennis rækker ham sedlen, og Sebastian tager næste streg, før han svarer: “Det er næsten umuligt at forestille sig, hvilken verden vi så ville leve i.” Aksel læner sig lidt hen mod mig og hæver stemmen en smule for at overdøve musikken. “Heey, hvor har du været i aften?” spørger han og rækker hånden ud til en fistbump. Jeg bumper hans fist og svarer: “Jeg skulle have været til koncert, men…” Han kigger ud i luften og afbryder mig: “Men du ville hellere bruge din aften på at sumpe i en sofa sammen med mig?” Han griner lidt, og jeg griner med. “Jeg havde en dårlig oplevelse med et par af de hvide hajer, vi snakkede om sidst,” siger jeg og fortsætter: “Da jeg kom til mig selv, var det for sent at tage derned.” Hans lille smil forsvinder igen. “Dem jeg sagde, du skulle tage sammen med mig?” spørger han, en smule hårdere i stemmen. Jeg kan mærke, at jeg har sagt noget forkert. “Jeg sagde, du ikke skulle eksperimentere med E uden mig,” fortsætter han. “Hvem har solgt dem til dig, og hvor mange tog du?” Forbavset over hans reaktion svarer jeg selvsikkert: “Jeg købte dem af Jonas.” Det lille smil kigger frem igen, og jeg forsøger at lyde, som om jeg har styr på det. “De skulle virke indenfor 20 minutter, men da de ikke gjorde, tænkte jeg bare, de var blevet for gamle, så jeg tog en mere.” Aksel og jeg har kendt hinanden siden vi var seksten. Vi er jævnaldrende, men han har altid haft den der måde at passe lidt på mig på. Ikke fordi han sagde det højt – mere fordi han kunne se ting, jeg ikke selv havde opdaget endnu. Han smiler lidt og siger: “Godt du købte dem af Jonas. Så ved vi, at de har været okay.” Jeg når at mærke et lille lettelsens suk i maven, men så tager han hårdt fat i min arm og fortsætter: “Men to er for mange. Det kunne ha’ været gået meget galt.” Han slipper igen. “Du skulle have taget det sammen med mig. Så var det ikke gået galt.” Han rækker ud efter en bong, der står på bordet. Jeg nikker kort, men mærker et sug i maven. Jeg ved godt, han har ret. Jeg ved også godt, at det faktisk kunne være gået helt anderledes. Det sidder stadig i kroppen, selvom jeg prøver at skubbe det væk. Jeg kan ikke lade være med at grine lidt. “Hvad har du selv taget i aften?” spørger jeg. Han tænder ild til bongen, tager et langt hiv og svarer med en hæs, inhalerede stemme: “Bare et par Tai-piller og nogle streger.” Han puster langsomt ud og lader blikket glide væk. “Hvad med den der?” spørger jeg og nikker mod bongen. “Det er jo bare hash,” siger han, nærmest undrende. Jeg har altid været nysgerrig på, hvad det egentlig er, der driver ham. Han er klog, og han har hjertet på det rigtige sted, men lige så længe jeg har kendt ham, har det virket som om, han er på jagt efter noget. En flugt. Som om han leder efter et eller andet, han aldrig helt har kunnet finde. Jeg har tit haft lyst til at spørge ham direkte, hvad det er, men jeg har aldrig haft modet til det. Og det har jeg heller ikke i aften. Vi får øje på Jonas, der kommer ud fra toilettet. “Lad være med at sige noget til Jonas om din dårlige oplevelse,” siger Aksel, lige før vi fanger hans blik. “Der er ingen grund til at bekymre ham.” “Nej, det var min egen skyld, og det skal han ikke tænke på,” når jeg at svare, inden Jonas kommer hen til os med hånden løftet til en fist. “Hey, skulle du ikke til koncert med de andre?” spørger han, mens han bumper mig. “Jo, men musikken var sgu for nederen,” svarer jeg koldt. Jeg prøver at sige det, som om det bare var et valg – som om det hele var planlagt. Som om jeg hellere ville være her. Jonas planter sig tungt i en lænestol ved siden af os. Han tager imod et CD-cover med tre friske streger fra Dennis, sniffer den første og rækker det videre til mig. “Det er også her festen er,” siger han og smiler. “Fuck, hajerne var sjove – syntes du ikke?” “Jeg tror ikke, jeg har plads til mere i aften,” siger jeg med et smil og rækker coveret videre til Aksel. “Det var vildt, jeg havde en fucking fest!” Aksel tager en streg og rækker coveret tilbage til Dennis. “Ej, tag bare resten,” siger Dennis, og Aksel sniffer den sidste streg og læner sig tilbage igen med det samme udtryk som før – den sure smiley og pegefingeren, der tapper i takt med bassen. Jonas, Dennis, Sebastian og jeg begynder på aftenens bud på et bedre samfund, men jeg kan godt mærke, at jeg ikke er helt så oplagt, som jeg plejer at være til de her diskussioner. Ordene glider bare forbi. Jeg nikker lidt med, kommer med et par halve input, men mest af alt følger jeg med i det, der ikke bliver sagt. Jeg ser ud af øjenkrogen, at Aksel trækker sin telefon op af lommen. For første gang i aften åbner han øjnene helt. “Jeg smutter,” siger han og rejser sig op. Vi kigger alle op på ham. Sebastian og Dennis vender hurtigt tilbage til samtalen, men Jonas spørger: “Hvor skal du hen?” Jeg rejser mig også for at sige farvel. “En jeg kender har noget, jeg har haft lyst til at prøve længe,” svarer Aksel. Han siger det lavt, uden forklaring. Vi er vant til, at han forsvinder fra vores fester, som om han altid har en anden plan i baghånden. Jonas og jeg giver ham et hurtigt kram, og så tager han sine ting og forsvinder ud ad døren. Ingen siger mere. Vi vender bare tilbage til bordet.

Jeg vågner med et sæt. Telefonen vibrerer et sted i sengen, men jeg har ingen idé om hvor. Det er faktisk imponerende, hvordan den altid formår at ende et sted, hvor jeg ikke kan se den. Da den stopper med at ringe, finder jeg den oppe i hjørnet under gæstepuden. “18 ubesvarede opkald,” siger displayet, men før jeg når at se, hvem det er fra, banker det på døren. Jeg skal til at tage tøj på, men så ringer det på døren samtidig med, at det banker. Telefonen begynder at ringe igen. Jeg famler mig ud i gangen, stadig halvt i søvne. Da jeg åbner døren, står Asger med telefonen oppe ved øret og Esben med favnen fuld af chips og cola. “Shit, det er sgu kun dig, der kan sove til klokken tre om eftermiddagen,” siger Esben smågrinende og går forbi mig. Jeg griner lidt for mig selv, mens jeg lukker døren bag dem og prøver at vågne helt op. Mens de sætter sig i sofaen, åbner jeg køleskabet. “Du forsvandt pludselig i går, hvor blev du af?” spørger Asger, mens han roder lidt i posen med chips. Jeg stirrer lidt for længe ind i køleskabet. Pis, jeg må have spist de sidste frikadeller i nat. “Nej, endte med at tage om til Jonas og dem,” svarer jeg og smækker døren i. Jeg går over til sengen og får øje på en halvspist frysepizza på sofabordet. Jeg må have lavet den, da jeg kom hjem i går. Godt nok sidder der et par cigaretskodder i, men det er kun inde på midten. “Det var også det, vi tænkte, med den fart du havde på i går,” siger Asger og griner lidt. Jeg tænder for fjernsynet og Playstationen og hopper over i sengen med pizzaen. Ved at spise rundt om cigaretskodderne, er der faktisk et helt hæderligt måltid her. “Sickening thoughts are running through my head. That’s when I realize I’m glad I’m not dead,” brager Papa Roach ud af højtalerne på mit arvestykke af et billedrørsfjernsyn, der kæmper for at trække vejret. Med Asgers Playstation 2 og min Tony Hawk’s Pro Skater 2, et simpelt skateboard spil, der handler om at få flest point inden tiden er gået, har vi skabt vores egen budgetvenlige oase af underholdning, spil og konkurrence, der har stået på i månedsvis. Faktisk har vi spillet så meget, at vores tommelfingre har fået hård hud, og i dag er ingen undtagelse. Esben med sin analytiske tilgang, der hurtigt opfanger hvordan spillet fungerer, hvordan vi andre spiller, og hvordan han kan bruge det til sin fordel. Asger med sin dybdegående research, som han benægter at have foretaget, men som altid gør ham farligt præcis. Og så mig, der stoler på min intuition og improviserer mig igennem. Ikke underligt, at jeg altid ligger sidst. Alligevel er det her blevet grundlaget for vores fællesskab, lige siden de to dukkede op på mit dørtrin og inviterede mig ind i deres verden. Esben og jeg starter første spil. Den bedste måde at score høje point på er at lave en serie af tricks – en trick-combo. For hvert nyt trick i rækken ganger pointene op, og det fortsætter, indtil man lander med begge fødder på boardet. Eller fejler. Ligesom mig, starter Esben stærkt. Vi bygger begge en stabil combo op, og pointene stiger stille og roligt. Men så sker det. Jeg ved, hvad der skal til for at vende spillet. Der findes enkelte tricks, som giver absurd høje point – tricks der, hvis man lander dem midt i en combo, nærmest garanterer sejren. Problemet er bare, at de er svære. Rigtigt svære. Det lykkes sjældent for mig. Men jeg kan ikke lade være. Esben ved det. Han ved, jeg ikke kan modstå fristelsen. Derfor holder han sig rolig, spiller sikkert, lader pointene tikke op uden risiko. Han har oddsene på sin side. Det ved han – og det værste er, at det gør jeg også. Alligevel vrider jeg hånden i en nærmest akrobatisk bevægelse for at ramme den helt rigtige knapkombination. Min skater sætter af… og lander med hovedet først. Comboen er brudt. Mine point nulstilles. Et hånligt grin slipper ud af Esben, lige som han sikkert lander sin sidste combo og sætter sin score på tavlen. “Skal du aldrig prøve noget andet?” siger han med det der hånlige grin, som han prøver at lave lidt i sjov. En dag skal jeg nok lande det. Men ikke i dag. Jeg sukker, rækker controlleren til Asger og tager en slurk af min cola. I det mindste var det Esben, der betalte. Asgers spillestil minder om min – han går også efter de store tricks – men han har bedre styr på spillets mekanik end jeg har. Det giver ham et klart forspring. Esben ved det. Han sætter sig op i stolen og gør sig klar. De to er altid sikre på, at det bliver en tæt kamp. Og det gør det også. For mig er det næsten det bedste: at se dem gå op imod hinanden. Runden går i gang. Så ringer det på døren. Jeg rejser mig, lettere irriteret, men jeg må hellere se, hvem det er. Bag mig kører kampen videre, knapperne klikker, musikken hamrer. Jeg åbner døren. Det er Jonas. “Hey, tak for i går,” siger jeg med et smil, men det forsvinder hurtigt, da jeg ser ham. Øjnene er røde, og han står helt stift i døråbningen. Som om han ikke ved, hvordan han er havnet der. “Kom ind,” siger jeg. Han træder ind, langsomt, uden at sige noget. Jeg lukker døren bag ham. Han kigger ned i jorden, og jeg mærker det allerede i kroppen, før han åbner munden. “Hvad sker der?” spørger jeg. Han kigger op. Øjnene er blanke, og han får knap nok mumlet ordene: “Aksel er død.” Jeg kan stadig høre controllerknapperne klikke, musikken pumpe, lydene af grinds, flips og landinger i baggrunden, men det hele falmer, som Jonas og jeg forsvinder ind i en bobbel sammen. “Hvad er der med Aksel?” spørger jeg. “Han er død,” gentager han. Hans stemme er højere denne gang, mere virkelig. Det må de have hørt inde i stuen, for det sidste jeg registrerer, er, at døren bag mig bliver lukket. Jeg trækker Jonas med ud på toilettet. Det eneste sted, hvor vi kan være helt i fred. Vi sætter os på gulvet – han op ad væggen, jeg op ad toilettet. Der er sjældent gjort rent herude, men lige nu føles det som det eneste sted, vi kan være. “Vi var jo lige sammen med ham i nat?” får jeg presset ud mellem snot og tårer. “Hvad er der sket?” Jonas sidder med armene over knæene og hovedet fokuseret på klinkerne i gulvet. “De smed ham bare ud på gaden,” mumler han. “De lod ham bare ligge og dø.” Min krop skælver, mens det begynder at gå op for mig, at Aksel er væk. Jonas og jeg har aldrig delt et sentimentalt øjeblik før, og nu sidder vi midt i det mest følelsesladede, to venner kan opleve. Jeg kravler over til ham og giver ham et kram. “Prøv at fortælle mig, hvad der er sket.” Jonas begynder at mumle, mens jeg bevæger mig tilbage til toilettet og bruger det som ryglæn. “Min bror fik et opkald fra en, der var til den efterfest, Aksel også var til,” siger han. “Han sad for sig selv, men pludselig gik han i kramper. Der kom fråde ud af munden.” Jeg stirrer tomt på ham. Både han og jeg ved, at når det sker, så handler det om sekunder. “Fik han adrenalin?” spørger jeg. “Nej,” siger han. “De var hos Kvarteret.” Bare det ord sætter noget i gang i mig. Kvarteret. Det sted, hvor man kan købe alt, bare det er ulovligt. Det sted, hvor man ikke ringer til nogen, hvis nogen er ved at dø – for man vil ikke have nogen til at stille spørgsmål. “Hvad gjorde de så?” spørger jeg, og mærker vreden presse sig op. Jonas fægter febrilsk med armene og peger mod min brusekabine. “De løftede ham ud i bruseren og tændte for det kolde vand.” Mit blik hopper automatisk over på bruseren og tilbage på Jonas. “Hjalp de ham slet ikke?” spørger jeg. Jonas rejser sig, begynder at gå rundt. Han tager håndklædet, der normalt hænger til at tørre hænder i, og bruger det i stedet til sine øjne. Jeg rejser mig også. “De gjorde ikke skid,” siger han. “Da han blev helt blå, smed de ham ud på fortovet og ringede til alarmcentralen.” Jeg hører ikke resten. Alt i mig strammer til. Blodet hamrer, og hovedet føles for tungt til at holde oprejst. De lod ham bare ligge og dø. Min krop sitrer, og blodet i mine årer begynder at koge, mens hovedbunden bliver drivvåd af sved. Jeg kigger over på Jonas, der er stoppet op og læner sig op ad håndvasken med blikket ned i gulvet. Jeg går over og giver ham et tæt kram. Vi har aldrig krammet på den måde før, men i dag virker det som det eneste rigtige. “Ambulancefolkene kunne ikke gøre noget,” siger Jonas med gråd i stemmen. “Han var død, da de kom frem.” Ud af min skælvende og hulkende stemme får jeg mumlet: “Jeg fatter det ikke. Vi sad jo sammen med ham i nat.” Jeg letter grebet på Jonas og træder lidt tilbage, så jeg kan se ham i øjnene. “Og nu er han der bare ikke mere?” Jonas kigger på mig med krystalklare øjne. Jeg kan mærke, han deler min undren og frustration. Ingen af os har prøvet at miste en ven før. “Hvad sker der så nu?” spørger jeg. Han tager telefonen op af lommen og kigger på den. “Jeg ved ikke så meget endnu,” svarer han. “Jeg skal over til hans familie om lidt.” Jonas kender Aksels familie godt, og jeg går ud fra, at han har styr på forløbet. “Hvad med begravelsen, ved du noget om den?” spørger jeg. “Nej, men så snart jeg ved noget, skal du nok høre fra mig.” Jonas kigger ned på telefonen igen. “Jeg har aftalt med nogle af de andre, at vi mødes senere og får en øl,” siger han og spørger: “Vil du med?” Jeg mærker et sug i maven og en klump i halsen, mens det løber koldt ned ad ryggen på mig. Jeg vil gerne mødes med de andre og hylde Aksel, men oplevelsen i aftes og nu dette. Jeg er splittet, men Jonas står lige der foran mig og venter på et svar. Forhastet svarer jeg: “Ja, det vil jeg gerne.” Jeg mærker hurtigt fortrydelsen af det forhastede svar, men nu kan jeg ikke tage det tilbage. “Okay, jeg skriver hvor vi tager hen senere,” svarer Jonas, mens han putter telefonen i lommen. “Jeg er nødt til at gå nu,” siger han og giver mig et sidste kram. “Det er i orden, vi skrives ved senere,” svarer jeg, mens jeg åbner døren fra toilettet og lyden fra Tony Hawk’s møder os inde fra stuen. Jonas åbner døren ud til svalegangen, men inden han får lov til at gå, prøver jeg at bekræfte ham: “Tak fordi du kom, det er jeg glad for,” siger jeg. Jonas smiler og går mod trappen, mens jeg lukker døren og vender næsen ind mod stuen. Da jeg kommer ind i stuen, bliver spillet sat på pause, og controllerne lagt på bordet. “Vi kunne ikke undgå at høre, hvad det handlede om. Er du okay?” spørger Esben. Jeg aner ikke, hvordan jeg skal svare på det. Det er ikke engang, fordi jeg prøver at finde de rigtige ord. De findes bare ikke. Jeg sætter mig på sengen. Stirrer på en knast i gulvbrædderne og tager mig til hovedet. Indenfor få minutter føles det hele anderledes. Som om noget har flyttet sig, uden jeg helt har opdaget det endnu. Asger og Esben kigger på mig. De siger ikke noget, men jeg kan mærke, at de begge er fuldt til stede. Ikke med store ord eller omsorgsblikke – bare nærvær. “Vil du være alene?” spørger Asger. Jeg mærker hele kroppen dirre, og mit hjerte galoperer. Det er som om noget indeni mig skal ud. Jeg har lyst til at fortælle dem om episoden i går, men det vil kræve, at jeg indrømmer, at jeg ikke havde styr på situationen. Jeg har også bare lyst til at være alene og lade stilheden tage det hele. Men det er ikke det, jeg har brug for. Tværtimod. Jeg kigger op og møder Asgers blik. “Nej, I må gerne blive.” Begge læner sig en anelse tilbage, uden at sige noget, og jeg ved, at der er plads nu. Jeg trækker vejret helt ned i maven. “Jeg har faktisk brug for at fortælle noget.” Jeg fortæller dem om episoden i går. Om hvordan jeg ikke kunne mærke noget, og så bare tog en mere. Og hvordan det på det tidspunkt føltes som en ligegyldig beslutning. Men bagefter gik det op for mig, hvor skræmmende det egentlig var. “Det skræmte mig virkelig,” siger jeg og prøver at holde stemmen i ro. “At det kunne tage så meget overhånd. At kontrollen bare… forsvandt.” Asger nikker. “Da du tog den anden pille, blev jeg lidt bekymret,” siger han. “Men du signalerede, at du havde styr på det.” Han har ret. Og det er præcis det, der er så skræmmende. At jeg signalerede, at jeg havde styr på det. Jeg vil ikke give dem grund til at se anderledes på mig, så jeg svarer hurtigt: “Jeg havde også styr på det. Indtil jeg ikke havde det mere.” Asger og jeg udveksler et blik, hvor vi begge godt ved, hvordan det hænger sammen. Esben læner sig lidt frem. “Det er også ligegyldigt, om du havde styr på det eller ej,” siger han. “Det vigtige er, at det skræmte dig.” Jeg nikker. Min hjertebanken begynder at falde en smule. Den forstyrrende dirren i kroppen dæmper sig. Det er stadig ubehageligt at snakke om – men ikke på den måde, hvor jeg har lyst til at rejse mig og gå. Det er faktisk en okay følelse. Som om jeg er landet et sted, hvor jeg godt må være. “Måske er det på tide at lægge eksperimentet på hylden?” siger Esben. Jeg kigger over på ham og nikker. “Det tror jeg, du har helt ret i. I går var måske nok den sidste gang.” Begge får de et smil på læben. Jeg kan mærke, at de er glade for at høre den beslutning. “Det lyder som en god beslutning,” svarer Esben og læner sig lidt tilbage. “Det vil nok være en god idé lige at fortælle det til Elias i aften.” Jeg kigger undrende på ham. “I aften? Hvad skal der ske i aften?” “Mens du var væk i går, inviterede han os til fest hjemme hos ham i dag,” siger Esben. Kroppen begynder ligeså stille at dirre igen. Jeg har lige sagt ja til Jonas – og til at være sammen med ham og de andre i aften. På den anden side ved jeg godt, at jeg ikke kan blive ved med at være en del af den gruppe, hvis jeg virkelig vil stoppe med at eksperimentere med stofferne. “Du er også inviteret,” tilføjer Esben. “Selvom han ikke var helt glad for at finde ud af, at du tog ecstasy i går.” Jeg tager en dyb indånding og lader luften forlade lungerne som et langsomt suk. “Elias er ikke så glad for at omgås folk, der tager stoffer,” siger Asger. Jeg kan mærke en smule ubehag i kroppen. Det er slet ikke sådan, jeg ser mig selv – og det skal Elias vide. “Jeg skal nok snakke med ham i aften,” siger jeg til dem begge to. Vi udveksler alle tre et smil, og for en kort stund føles det hele lidt lettere igen. Esben griber controlleren, læner sig frem og siger utålmodigt: “Kom nu, vi kan stadig nå et par spil mere!”

Et luftgevær bliver knækket og ladt med en vatpind. Sofabordet, der normalt står mellem de to lædersofaer, er skubbet til siden og forvandlet til en midlertidig skydebane. For enden af lokalet står en stol med fire æg placeret i bærere. Det er Elias’ tur. Han tager geværet op til skulderen og sigter med koncentration, trækker vejret ind, og trykker på aftrækkeren. Det midterste æg eksploderer i en slimet stribe ned over tallerkenen, der står under. “Bullseye!” råber han. Elias sidder med sine to roommates, Henrik og Rene. Jeg har aldrig mødt dem før. Asger, Esben og jeg er lige ankommet. Jeg troede, vi skulle hjem til Elias – ikke ind i noget kollektiv. Jeg kan mærke et lille sug i maven. Elias virker opslugt af skydelegen, og jeg har en samtale, jeg gerne vil have overstået. Nu sidder der to nye mennesker, jeg også gerne vil gøre et godt indtryk på. Asger og Esben griner med de andre over idéen med luftgeværet og vatpindene. “Min tur!” råber Henrik, og mens han lader, hilser de på Elias og Rene. Jeg følger lige bagved. Jeg giver hånden til Rene og går hen mod Elias for at give ham et kram, men han vender sig om for at se Henrik skyde. Han skyder – og misser. “Ha!” råber Elias. “Du skyder som du knepper… Dårligt!” grinene vælter ud over stuen. Så vender han sig om og giver mig et kram. “Tak for i går,” siger han, lige som jeg når at tænke, at han måske ville ignorere mig. “I lige måde,” svarer jeg, og mærker en lettelse brede sig. Hele dagen har jeg haft en følelse af, at han bare inviterede mig, fordi jeg fulgte med de andre. Men nu begynder jeg at føle mig velkommen. Nu skal jeg bare finde det rigtige tidspunkt til at tage snakken med ham. Sofaerne er stadig optaget af skydebanen, og vi vil ikke bevæge os hen i den anden ende af rummet – ikke hvis vi vil undgå at blive ramt af en vatpind. “Lad os få flyttet bordet på plads og finde nogle ekstra stole,” siger Elias, mens han peger på Rene. “Hvad?” siger Rene. “Jeg skal sgu også have min tur!” “Jamen så kom da i gang,” siger Elias og sukker, mens han griner. Rene knækker geværet, lader en vatpind og affyrer. Den rammer det yderste æg, lige nok til at det vælter. “Ja!” råber han og peger triumferende på Elias. “Vi spiller færdig i morgen.” Elias griner. “Det er i orden.” Han begynder at rykke bordet på plads, og jeg griber fat i den anden ende og hjælper. Lige da vi slipper, sætter Rene en kasse øl hårdt på bordet og peger på mig. “Slå røven i sædet og tag en øl.” Jeg slår røven i sædet og tager en øl. Mens jeg tager den første tår, overvejer jeg, hvordan jeg skal få Elias på tomandshånd. Det begynder at suge lidt i maven igen – jeg har aldrig brudt mig om samtaler, hvor jeg skal lægge kortene på bordet. Men nu er det på tide. “Jeg vasker lige det her rod op, så kommer jeg,” siger Elias og tager tallerkenen med æggerester med ud mod køkkenet. De andre er faldet i snak over ølkassen, så jeg ser mit snit. Jeg rejser mig og følger efter. “Skal du have en hånd?” spørger jeg. Han står ved vasken med ryggen til, tallerkenen under vandhanen og opvaskebørsten i hånden. “Nej, ellers tak, du,” siger han uden at vende sig. Det føles lidt som en afvisning, men jeg har brug for at få det sagt. Jeg griber et viskestykke og stiller mig ved siden af ham, klar til at tage imod den første tallerken. Han kigger hurtigt over. Smiler. “Så skidt da,” siger han smågrinende. “Elias, øhh…” begynder jeg. Det er sværere, end jeg troede. Jeg ved ikke, om det skal være som et plaster, der rives af, eller om jeg skal bygge op til det. Hjertebanken. Den velkendte dirren i kroppen. Jeg er ved at eksplodere. “I går var sidste gang,” får jeg sagt. “Med at tage stoffer, mener jeg.” Elias rækker mig den våde tallerken, og jeg tørrer den af, mens han slukker for vandet og vender sig mod mig. “Okay,” siger han og møder mit blik. “Hvordan er du kommet på de tanker?” Det er et blik, jeg ikke har set fra ham før. En blanding af noget anerkendende og noget afventende. Men det føles positivt. “Jeg havde en rigtig dårlig oplevelse,” siger jeg og fortæller ham om aftenen, pillerne, og hvordan det skræmte mig at se, hvor langt det kunne komme ud. Han lytter. Ser forbløffet ud undervejs. Så smiler han lidt. “Det lyder sgu også som en vild oplevelse,” siger han. “Men jeg er virkelig glad for, at du kommer og siger det til mig.” Han tørrer hænderne og lægger viskestykket fra sig. “Jeg kan virkelig godt lide dig. Men jeg kan ikke hænge ud med folk, der tager stoffer.” Jeg smiler og løfter tallerkenen op mod skabet. “Det er heller ikke sådan, jeg ser mig selv,” siger jeg. “Det var bare et eksperiment, der tog overhånd.” For første gang hele dagen mærker jeg en forløsning. Ikke fordi noget er løst – men fordi noget er blevet sagt. Og fordi han lyttede. Elias nikker anerkendende, stadig med øjenkontakt. “Jeg har virkelig respekt for, at du tager det valg,” siger han med en alvor, jeg ikke har set fra ham før. “Men det må da også have været længe undervejs? Det er vel ikke bare baseret på den oplevelse i går?” Det føles ikke dømmende. Mere nysgerrigt. Som om han faktisk gerne vil forstå. Jeg har aldrig været glad for at åbne op om mig selv. Det føles blottende. Men lige nu, i det her køkken, sammen med Elias, har jeg lyst til at give lidt mere af mig selv. “Jeg har altid vidst, at det var forkert,” siger jeg og kigger ned i gulvet, mens jeg fortsætter med at tørre tallerkenen. “Det skete bare lidt ad gangen. Det var hele tiden lige ved siden af, og før jeg vidste af det, var jeg bare… med.” Jeg mærker en tåre løbe ned ad kinden, uden at jeg opdager, at den er på vej. Elias kigger ned for at se mit ansigt. “Det er okay. Vi behøver ikke snakke mere om det,” siger han. Jeg tager en dyb indånding og kigger op. “Aksel døde i går,” snøfter jeg. Han stivner. “What?” siger han og rykker tættere på. “Hvordan?” Jeg tørrer mine øjne og fortæller, hvad der skete. At de bare lod ham ligge. At de ikke gjorde noget. At det hele kunne være undgået. Han siger ikke noget med det samme. Giver mig bare et langt kram. Det er ikke akavet. Det er bare… rigtigt. “Jeg kendte ham ikke,” siger han stille, da vi giver slip. “Men det der… det er der fandme ingen, der fortjener.” Jeg nikker. “Sig til, hvis jeg kan gøre noget,” siger han. “Det skal jeg nok,” svarer jeg. Jeg mærker, at noget i mig slipper. Ikke fordi det hele er bearbejdet. Men fordi nogen lyttede. Jeg kigger på ham og smiler. “Er vi okay?” “Ja,” siger han og smiler tilbage. “Vi er helt okay.” “Jeg går ind til de andre,” siger jeg. “Jeg bliver lige færdig her, så kommer jeg,” svarer han. Jeg vender mig om og går gennem døråbningen mod stuen. Det er bare en øl og en snak over en tallerken – men det føles som om, der er plads til mig her. På vej ind i stuen mærker jeg telefonen vibrere i lommen. Jeg tager den op og ser, at det er en sms fra Jonas. Mine skridt bliver langsommere, mens jeg prøver at multitaske min tur ind i stuen og læse beskeden: “Vi er hos Steen og Pia. Kommer du?” Fra døråbningen ser jeg, at mange af dem, der var med i går, også er kommet. Esben er ved at lægge kortene op til et spil “Drik til du dør”. Han får øje på mig. “Per, skal du være med?” Jeg lægger telefonen i lommen uden at svare på beskeden og sætter mig over til de andre. “Ja, det kan du tro!”, svarer jeg. Jeg kan mærke noget falde på plads indeni. “Vent!” råber Elias ude fra køkkenet, som han kommer flyvende ind i stuen. “Jeg starter.” Han vender et kort, så vi alle kan se det – en konge. “Vandfaaaald!” råber vi i kor.

Har du – eller en du kender – problemer med stoffer, så ræk ud. Der er nogen der lytter. Og hjælpen findes. Læs mere her: Dansk musbrugsbehandling